Kejserens nye tøj

I kontakten med mine svenske danskstuderende sker det ofte, at jeg kommer i tvivl om, hvorvidt et bestemt dansk ord findes på svensk. En tommelfingerregel er, at det gør det nok i en eller anden afskygning (variant), for ordforrådene i vores to sprog er såpas beslægtede. Alligevel spørger jeg gerne mine svenske venner, og da lyder svaret tit, at ”ja det finns, men det låter gammaldags”. Og ifølge svensktalende forholder det sig faktisk sådan med en del danske ord. De klinger lidt af gamle tider før industrialisering og modernitet. 

Det sjove er, at det for mig er lige omvendt. Jeg synes, at mange svenske ord ligesom har fat i noget gammelt nordisk, og at læse eller høre dem er at komme i kontakt med en svunden tid, som det danske sprog ikke længere giver adgang til.   

Der er så mange forbindelser mellem vores to sprog. Deres sammenfiltring er dybt fascinerende. Der er ord, der er helt eller næsten helt ens, ord der sandelig kun findes på det ene sprog, ord der findes på begge sprog, men med lidt forskellige betydninger (springe/springa), eller med helt forskellige betydninger (bolle/bolla eller gullig/gullig), ja indimellem med stik modsatte betydninger (dige/dike). Der er ord, der har et mere afgrænset anvendelsesområde i det ene sprog end i det andet (æde/äta). Og så er der altså dem, der forekommer os gammeldags. 

Det er på tide med nogle eksempler på netop det. For mig som dansktalende er det de ”gammeldags” svenske gloser, der falder i øjnene. Tænk at man på svensk får nya kläder! På dansk taler man om sit nye tøj (tyg), med mindre man er særligt højtidelig til mode eller ønsker at lyde, ja, gammeldags, for da kunne man fx godt bede sit barn om at rydde op i sine klæder. Til gengæld dukker ordet op i nutidsdansk, når vi klæder os ud til fastelavn, og jeg håber virkelig ikke, der er planer om at omdøbe HC Andersens eventyr til Kejserens nye tøj. I Sverige er det almindeligt at være arg, rädd eller vacker, hvor man i Danmark snarere er vred, bange eller smuk. Men igen: vi genkender ordene arg, ræd og vakker og synes måske, de lyder som overleverede (traderade) børneremser. 

Et modsat eksempel kunne være ordet spisa, som indgår i det svenske vokabular. Men hvor spise er højfrekvent på dansk, er spisa ifølge SAOB ”ålderdomligt” og äta at foretrække, med mindre man netop ønsker at lyde som en, der ikke har haft kontakt med det omkringliggende samfund i et par århundreder. Et komfur hedder på svensk derimod helt nutidigt en spis. På svensk kan man for øvrigt også godt være dräng eller piga, men ikke uden at det fører tankerne lige lukt til gamle dage ude på landet, hvorimod dreng og pige er dagligdags dansk for pojke og flicka. 

Ordkategorien, som vi kunne kalde ”de gammeldags ord”, vidner først og fremmest om det nordiske sprogfællesskabs dybe historiske rødder. Det er en omfangsrig kategori, der udgør en ikke uvæsentlig del af charmen ved nabosprogskontakten, og som jeg synes fortjener at blive løftet frem i lyset. At falde over disse sagn fra gamle dage er som at se ens oldeforældres træk træde frem i ens eget barn.