Regionen som forsvandt

“Well; if they are not going to sign a peace treaty, I don’t think we are interested.”

Det er i ugen inden åbningen af den nye Øresundsbro, 1. juli, 2000. Personen i den anden ende af røret er en international redaktør for ”The NewsHour with Jim Lehrer” – måske det nyhedsprogram i USA der minder mest om europæisk dybdeborende TV-journalistik. Programmet sendes over hele USA mandag-fredag gennem et netværk at TV-stationer (PBS), der er finansieret uden reklamer gennem bidrag fra regeringen samt fra privatpersoner og virksomheder, der finder ”public television” vigtigt.

Specielt i årene lige inden åbningen af Øresundsbroen cirkulerede der mange forslag til, hvordan broen ville ændre det kulturelle og politiske landskab på begge sider af og over Sundet. Støttet af lokale og nationale myndigheder var der en til tider hektisk debat med mange ideer og forestillinger i omløb. På den ene side var der de, som mente, broen ville have en meget begrænset effekt – på den anden side var der nogle, som mente, vi ville se en fuldstændig ny forståelse af vores tilhørsforhold vokse frem; og mange, naturligvis, udtrykte tanker mellem disse yderpunkter.

De fleste af de tanker, som florerede, var fokuseret på "regionen" – et til tider vel defineret, til tider ganske diffust område med broen som centrum. Tanker om en region fik solid støtte fra diskussioner inden for EU om en udvikling mod et "Regionernes Europa." For eksempel gennem de såkaldte Interreg-programmer gav EU også direkte økonomisk støtte til mange af de ideer, som cirkulerede. Specielt et program for udviklingen af et brand for regionen blev støttet og resulterede, efter mange diskussioner og undersøgelser, i brandet The Human Capital, og en organisation Øresund Network, der med brandet som redskab skulle sprede diskussionerne om Øresundsregionen og engagere mange forskellige aktører på begge sider af Sundet – og som samtidig skulle tiltrække international opmærksomhed, turisme og investeringer til denne regionale, grænseoverskridende nyskabelse.

I forbindelse med åbningen af broen blev der gjort meget for at gøre verden opmærksom på de mange nye tanker og muligheder; internationale medier blev inviterede og mange kom og sendte fra åbningshøjtideligheden. Og, da regionen på mange måder blev set som forbundet med grundlæggende forandringer i EUropa, syntes det at være et oplagt emne for et dybdeborende nyhedsprogram som "The NewsHour".

I dag, med mere end ti års bro-båret virkelighed som baggrund, er der vel grund til at nu og da at stoppe op og tænke over, hvad der skete med tankerne om den region?

På den ene side er det klart, der skete en masse: trafikken over Sundet steg meget stærkt, for eksempel fordi arbejdspendlingen øgede, og fordi folk rejste for at købe varer og serviceydelser; virksomheder ekspanderede over Sundet; uddannelsesinstitutioner organiserede samarbejde af alle mulige slags; projekter med deltagelse af institutioner på begge sider florerede.... Alt dette var helt i linje med regeringernes politik, der var for "integration" over Øresund. Meget af det, der skete, ændrede rejse- og bosættelsesmønstre og skabte nye samarbejder, men forblev upåagtet i den offentlige debat. Andre udviklinger tiltrak sig konstant offentlighedernes interesse og blev kommenterede og debatterede – et eksempel er gruppen af danske statsborgere, som bosatte sig i Malmö, fordi dansk lovgivning på immigrationsområdet forhindrede dem i at leve med deres udenlandske partnere/ægtefæller i Danmark. Uanset hvilken indfaldsvinkel man anlægger, så skete der "noget," da broen kom - og en del af dette "noget" var ganske radikalt og berørte mange mennesker i deres forskellige hverdage!

På den anden side er der grund til at spørge, om eller hvordan dette "noget" påvirkede vores forestillinger om os selv og andre. Hvad blev det til med den "region"?

Internt i regionen blev tiden efter broens åbning på mange måder meget mere realistisk i forhold til regions-tanker end tiden før-broen, hvor det var lettere at lade tankerne flyve frit over Sundet. En anledning og konsekvens var, at en stor del af den skrøbelige region-infrastruktur, som møjsommeligt var blevet bygget før-broen, i de følgende år forsvandt. Det er, naturligvis, muligt i dag at finde rester af før-broen drømme, men ikke i den form eller med den funktion, de var tiltænkt. Hvis man, for eksempel, googler "Øresund Network," en institution som var central for tankerne om regionen, så kan man finde en besked om, at organisationen lukker i slutningen af 2007 (http://dknyt.dk/sider/artikel.php?id=27636); og brandet selv, the Human Capital, er det ikke let at finde online forbundet med Øresund. En anden organisation, som blev set som central, var Øresundsuniversitetet; på dets website (http://www.uni.oresund.org/) finder man følgende besked:

"Øresund University at an end.
After 15 years of co-operation the Øresund University and Øresund University Network has come to an end. From August 31 2012 the Øresund University Network will close and the crossborder co-operation between the universities will continue in other forms."

At institutioner lukker og slukker betyder naturligvis ikke, at intet skete; det kunne også være fordi, de havde fuldført deres tiltænkte mission. Og som sagt ovenfor: en masse ting skete – men det betyder ikke nødvendigvis, at forestillinger og debatter om regionen var centrale for, hvad der skete.

Den 23. februar, 2012, rapporterer Sydsvenskan online at "Färre svenskar jobbar i Danmark", den 14. august, at det er let at lokke skåninge til at København for kulturoplevelser, mens trafikken den anden vej er begrænset ("Svårtflörtade danskar"), og den 5. oktober kan man læse at "Skåne förlorar på stark krona," da "danskarna" ikke rejser til Malmö for at købe, på grund af udviklingen af kronekurserne.

Pointen her er ikke, at konjunkturer driver udviklingen af trafikmønstre over Øresund; enhver som realistisk så på fremtiden, dengang broen åbnede, ville have indset det (men så var en del tanker, der cirkulerede før-broen, naturligvis langt fra realistiske; i det mindste er det muligt at se i dag). Pointen er at det, der nu siges i offentlighederne om virkeligheder i ”regionen,” diskuterer "danskere" og "svenskere" som naturlige kategorier – ”regionen” er så godt som forsvundet, og der er absolut ingen diskussion om "öresundare." Den nationale fortolkningsramme overlevede uden problemer i tiden efter-broen; i nogle sammenhænge styrkede den intensiverede trafik ligefrem forestillinger om forskelle mellem danskere og svenskere, fordi mere kontakt gave flere personlige oplevelser og historier om, hvordan dem på den anden side Sundet gjorde og tænkte anderledes.

Og set udefra er det i dag meget svært at finde manifesteringer af regionen. Internationale diskussioner om EU fokuserer for eksempel på finans-krisen i Euro-landene – og den diskussion i sig selv understreger et Europa af national-stater, ikke et af ”regioner.” Hvis man leder efter Øresundsregionen online på engelsk, så kan man finde lidt løse bidder på wikipedia samt en noget negligeret turist-site ”Øresund Network” (http://www.oresundnetwork.com; som ikke længere har noget at gøre med den tidligere organisations målsætninger, og som ikke bruger det logo, der blev udviklet før-broen); og til overmål begynder hvert ”Fast Fact” på ”Øresund Network” med at identificere, hvilket land ”Copenhagen”, ”Lund” og så videre ligger i. Her findes ingen forsøg på at beskrive regionen som et EUropæisk alternative til national-staterne.

Så, måske den amerikanske redaktør havde ret – så længe der ikke blev underskrevet en fredsaftale, så skete der intet ved Øresund, han kunne rapportere. Mens der i danske og svenske hverdage skete en masse, så forsvandt regionen, samt dens forankring i en nye forståelse af identiteter og EUropa, over horisonten og blev væk.

Anders Linde Laursen 

Publicerad 21 november 2012